Om Neurologi og EEG-bio/Neurofeedback
For bedre at kunne forstå hvad EEG-bio/Neurofeedback er og hvordan metoden virker, kan det være en hjælp at vide lidt om, hvordan hjernens elektrofysiologiske spænding opstår og danner basis for at hjernekommunikation kan finde sted.
Hjernen og rygmarven udgør tilsammen centralnervesystemet (CNS), der består af mange milliarder nerveceller, som kaldes neuroner. Gennem udløbere står neuronerne i forbindelse med hinanden og danner omfattende neurale netværk, der sikrer effektiv informationsudveksling mellem hjernens forskellige områder. Et enkelt neuron kan stå i forbindelse med flere tusinde andre neuroner, hvorved der dannes et utal af nerveforbindelser. Neuroner kommunikerer med hinanden vha. elektriske impulser (i neuronet) og kemiske signalstoffer/neurotransmittere (mellem neuronerne). Det er styrken af de elektriske impulser, der danner basis for den kemiske udveksling, der måles på med EEG (Elektro-Encefalo-Grafi) i trænings-sessionerne. Når mange tusinde neuroner arbejder sammen i skiftende spændingstilstande, opstår der en samtidig (synkron) elektrisk aktivitet omkring cellernes modtagereceptorer, som det er muligt at måle med EEG.
Elektriciteten i hjernen opstår fordi neuronerne er omgivet af og indeholder en væske, der indeholder forskellige koncentrationer af ioner, primært natrium og kalium. I den ydre (ekstra-cellulærvæske) er koncentrationen af natrium størst, hvorimod der ses en højere koncentration af kalium i den indre væske (intra-cellulærvæske) i selve cellen. Et effektivt pumpesystem, Na/K-pumpen, sørger for at denne specifikke ionforskel opretholdes og forskellen i ionfordelingen medfører en elektrisk spændingsforskel over cellemembranen der kaldes membranpotentialet. Dette potentiale ændrer sig, hver gang nervecellen stimuleres. Når cellen ikke stimuleres befinder den sig i et hvilepotentiale, hvor dens inderside er negativ i forhold til ydersiden, fordi der er et lille overskud af negative ioner indeni cellen og et lille overskud af positive ioner udenom. Dette medfører en spændingsforskel over cellemembranen på ca. -70 mV (millivolt). Når nervecellen stimuleres ændrer dens membranpotentiale sig, således at indersiden nu istedet bliver positiv i forhold til ydersiden. Det skyldes, at der kortvarigt åbnes for nogle ionkanaler på det stimulerede sted, der leder natrium ind i cellen. Hvis indstrømning af natrium er stor nok, dvs. hvis nervecellen stimuleres tilstrækkeligt, ændrer membranpotentialet sig og ved en spændingsforskel på omkring +40 mV (millivolt) opstår der et såkaldt aktionspotentiale, der betyder, at nervecellen nu er tilstrækkeligt stimuleret til at kunne gå i ’aktion’ og sende en kemisk nerveimpuls videre til en anden nervecelle. Hvis nervecellens elektriske tærskelværdi ikke overskrides, sker der intet, dvs. der frisættes ingen signalstoffer og dermed sker der ingen informationsudveksling i hjernen. Der er således tale om en alt eller intet proces eller tænd/sluk respons, der afhænger 100% af nervecellens spændingspotentiale. Når en nervecelle stimuleres tilstrækkeligt til at dens elektriske tærskelværdi overskrides, udløser dette en frisætning af signalstoffer. Blot det at holde en tanke kørende kræver udveksling af signalstoffer.
Når mange neuroner arbejder (svinger) sammen og opstår der ensartet (synkron) hjerneaktivitet, hvilket er en god og en nødvendig ting, fordi synkronien skaber tætte neurale strukturer, der forbedrer således transporten af information mellem forskellige områder i hjernen. Det er også synkronien, der gør os i stand til at måle noget med EEG.
Der er dog grænser for hvor megen synkroni, der skal være, synkronien skal med andre ord kunne kontrolleres, da det eller vil medføre disregulering og give anledning til dysfunktion, fordi det resulterer i ufleksibel hjerneaktivitet og manglende opretholdelse af specialiserede hjernefunktioner.