Hjernen

Hjernen er på en og samme tid det mest sårbare og mest fleksible organ, vi har.

Sårbar fordi vores hjerneceller kræver en konstant tilførsel af energi. Efter blot få minutter med svigtende blodtilførsel, begynder hjernecellerne at dø.

Fleksibel fordi vores hjerne er plastisk (eftergivelig) i sin funktion og struktur og dermed yderst modtagelig for træning, der stimulerer dannelsen af nye nerveforbindelser.

Relateret billede

Udsættes vi for fysiske eller psykiske belastninger eller traumer, der overgår det, vi kan håndtere – hvad enten det er akut eller over tid – opstår der stress.

Stress er ikke blot det, vi kan iagttage af ændringer eller symptomer i adfærd, krop, psyke, herunder kognition og emotioner. Stress påvirker også hjerneadfærden, hvilket vil sige, at hjernens evne til at regulere de neurale signalprocesser forstyrres.

Det medfører ofte hyper-excitabilitet, hvor nervesignalerne i et lokalt område af hjernen, så at sige, løber løbsk. Når aktiviteten øges uhensigtsmæssigt meget i bestemt hjerneområde opstår der, efterlader det mindre aktivitet til andre hjerneområder.

Det betyder, at det er vigtigt for god hjernefunktion, at hjernen er i stand til at modulere og tilpasse sit aktivitetsniveau til det situationen kræver. Kan den ikke det, opstår for meget ensartet aktivitet eller synkron hjernebølgesvingninger. 

Hvis ikke den synkrone hjerneaktivitet kontrolleres af hjernen, opstår der en disregulering og ubalance. Det kan give anledning til forskellige fysiske og/eller psykiske symptomer eller decideret funktionstab afhængigt af hvor i hjernen ubalancen opstår, dets omfang og graden af forstyrrelsen.

Med EEG-mentaltræning / neurofeedback stimuleres hjernen på flere måder, men endemålet er at genoprette hjernens egenregulerings-mekanisme, så denne aktivitetsregulering kan finde sted så optimalt som muligt. 

Hjernen og centralnervesystemet. 

For at forstå hvordan EEG-mentaltræning / neurofeedback virker, kan det være en hjælp at vide lidt om, hvordan hjernen fungerer og hvordan den elektrofysiologiske aktivitet, der måles på med EEG, opstår og danner basis for at hjernekommunikation.

Hjernen og rygmarven udgør tilsammen centralnervesystemet (CNS). CNS består af mange milliarder nerveceller, som kaldes neuroner. Gennem forgreninger står disse neuroner i forbindelse med hinanden og danner omfattende neurale netværk, der sikrer en effektiv informationsudveksling mellem hjernens forskellige områder. Et enkelt neuron kan stå i forbindelse med flere tusinde andre neuroner, hvorved der opstår et utal af nerveforbindelser.

Nervekommunikation.

Neuroner kommunikerer med hinanden vha. elektriske impulser og hjernen producerer en konstant og uafbrudt strøm af sådanne elektriske signaler, der danner baggrund for al hjernekommunikation. Blot det at holde en tanke kørende kræver elektrisk spænding for at en effektiv udveksling af signalstoffer kan finde sted.

Styrken af de elektriske impulser, som dannes omkring neuronernes modtagere, danner basis for, at den kemiske udveksling af signalstoffer, de såkaldte neurotransmittere, kan finde sted.

Når mange tusinde neuroner arbejder sammen i skiftende spændingstilstande, opstår der en samtidig (synkron) elektrisk aktivitet omkring cellernes modtagereceptorer, som det er muligt at opfange med EEG. Elektriciteten i hjernen opstår, fordi neuronerne er omgivet af og indeholder en væske med forskellig koncentrationer af ioner, primært natrium og kalium.

I væsken omkring cellen er koncentrationen af natrium størst, hvorimod der er en højere koncentration af kalium i væsken inde i selve cellen. Et effektivt pumpesystem sørger for at denne specifikke ionforskel opretholdes, og forskellen i ionfordelingen medfører en elektrisk spændingsforskel over cellemembranen. Cellemembranens potentiale ændrer sig, hver gang nervecellen stimuleres.

Når cellen ikke stimuleres, befinder den sig i et hvilepotentiale, hvor dens inderside er negativ i forhold til ydersiden, fordi der er et lille overskud af negative ioner indeni cellen og et lille overskud af positive ioner udenom. Det medfører en spændingsforskel over cellemembranen på ca. -70 mV (millivolt).

Når nervecellen stimuleres, ændrer dens membranpotentiale sig, så indersiden nu i stedet bliver positiv i forhold til ydersiden. Det skyldes, at der kortvarigt åbnes for nogle ionkanaler på det stimulerede sted, som leder natrium ind i cellen.

Hvis indstrømning af natrium er stor nok, dvs. hvis nervecellen stimuleres i tilstrækkelig grad, så ændrer membranpotentialet sig og ved en spændingsforskel på omkring +40 mV (millivolt) opstår der et såkaldt aktionspotentiale, der betyder, at nervecellen nu er tilstrækkeligt stimuleret til at kunne gå i ’aktion’ og sende en kemisk nerveimpuls videre til en anden nervecelle.

Hvis nervecellens ikke stimuleres tilstrækkeligt, overskrides dens elektriske tærskelværdi ikke, og der sker derfor heller intet. Der frisættes altså ingen signalstoffer, og der sker heller ingen informationsudveksling i hjernen.

Der er således tale om en alt eller intet proces eller “tænd/sluk” respons, der helt og holdent afhænger af mængden af stimuli og nervecellens spændingspotentiale. Når en nervecelle stimuleres tilstrækkeligt til at dens elektriske tærskelværdi overskrides, udløser dette en frisætning af signalstoffer.

Når mange neuroner arbejder sammen, svinger hjernebølgerne synkront, og det skaber tætte neurale strukturer, der forbedrer transporten af information mellem de forskellige områder i hjernen. Heraf talemåden: ’what fires together, wires together’. Den ensartede eller synkrone aktivitet gør det elektriske signal kraftigere og sætter os i stand til at måle det med EEG.