Hjernen

Hjernen er, på en og samme tid, det mest sårbare og fleksible organ, vi har.

Hjernen er sårbar, fordi vores hjerneceller kræver en vedvarende forsyning af næring og ilt. Hjernen bruger ca. 15 procent af kroppens totale energiforbrug, når vi er i hvile, og endnu mere når vi er i aktivitet. For at dække energibehovet kræver hjernen en konstant blodtilførsel for at kunne opretholde alle sine funktioner. Efter blot få minutter med svigtende blodtilførsel, begynder hjerneceller at dø, og der kan ske uoprettelig skade.

Hjernen er samtidig fleksibel, fordi den er plastisk og i stand til at tilpasse sig i – både i sin funktionalitet og i sin struktur. Det betyder, at hvis der sker en skade og opstår en forstyrrelse et sted i hjernen, så er hjernens nærliggende områder yderst modtagelig for træning, der stimulerer til dannelse af nye nerveforbindelser, som til en vis grad kan overtage. 

Denne fleksibilitet udnytter vi til fulde i EEG-mentaltræning.

I (Q) EEG-mentaltræning / neurofeedback er det hjernens elektriske impulser, der stimuleres med henblik på en mere optimal regulering af hjernens aktivitetsmæssige ubalancer. Eksempler på ubalancer kan fx være for meget lokal aktivitet i et bestemt område af hjernen eller nedsat samarbejde mellem forskellige hjerneregioner.

Sådanne ubalancer kan give anledning til forskellige fysiske og/eller psykiske symptomer eller deciderede funktionstab afhængigt af hvor i hjernen ubalancen opstår, dets omfang og graden af forstyrrelse.

Som klient skal man være opmærksom på, at den specifikke tilgang afhænger af  behandlerens kvalifikationer og dennes valg af neurofeedbacksystemer og (Q)EEG- protokoller. Det er derfor en god ide at spørge grundigt ind til behandlerens kvalifikationer, inden du vælger udbyder.

Hjernen og centralnervesystemet. 

For at forstå hvordan (Q)EEG-mentaltræning / neurofeedback virker, kan det være en hjælp at vide lidt om, hvordan hjernen fungerer og hvordan den elektrofysiologiske aktivitet, der måles på med EEG, opstår og danner basis for at hjernekommunikation.

Hjernen og rygmarven udgør tilsammen centralnervesystemet (CNS). CNS består af mange milliarder nerveceller, som kaldes neuroner. Gennem forgreninger står disse neuroner i forbindelse med hinanden og danner omfattende neurale netværk, der sikrer en effektiv informationsudveksling mellem hjernens forskellige områder. Et enkelt neuron kan stå i forbindelse med flere tusinde andre neuroner, hvorved der opstår et utal af nerveforbindelser.

Vi fungerer som mennesker,  fordi vores hjerner fungerer, de enkelte celler fungerer. Alt hvad du gør, sker fordi dine cellerne gør noget. Når du læser disse ord, sørger en sammentrækning af dine muskelceller for, at dit øje bevæger sig hen over sætningen. Når du klikker videre med musen, er det hjernens nerveceller, der sender signaler til muskelcellerne i din hånd.

Nervekommunikation.

Nerveceller eller neuroner kommunikerer med hinanden vha. elektriske impulser og kemiske signalstoffer og hjernen producerer en konstant og uafbrudt strøm af elektriske signaler. Blot det at holde en tanke kørende kræver elektrisk spænding for at en effektiv udveksling af signalstoffer kan finde sted.

Det er styrken af denne elektriske spænding, som dannes omkring neuronernes modtagere, der danner basis for, at den kemiske udveksling af signalstoffer (neurotransmittere) kan finde sted.

Når mange tusinde neuroner arbejder sammen i skiftende spændingstilstande, opstår der en samtidig (synkron) elektrisk aktivitet omkring cellernes modtagereceptorer, som kan opfanges med EEG.

Elektriciteten i hjernen opstår, fordi neuronerne er omgivet af og indeholder en væske med forskellig koncentrationer af ioner, primært natrium og kalium.

I væsken omkring cellen er koncentrationen af natrium størst, hvorimod der er en højere koncentration af kalium i væsken inde i selve cellen. Et effektivt pumpesystem sørger for at denne ionforskel opretholdes, og forskellen i ionfordelingen medfører en elektrisk spændingsforskel over cellemembranen. Cellemembranens potentiale ændrer sig, hver gang nervecellen stimuleres.

Når cellen ikke stimuleres, befinder den sig i et hvilepotentiale, hvor dens inderside er negativ i forhold til ydersiden, fordi der er et lille overskud af negative ioner indeni cellen og et lille overskud af positive ioner udenom. Det medfører en spændingsforskel over cellemembranen på ca. -70 mV (millivolt).

Når nervecellen stimuleres, ændrer dens membranpotentiale sig, så indersiden nu i stedet bliver positiv i forhold til ydersiden. Det skyldes, at der kortvarigt åbnes for nogle ionkanaler på det stimulerede sted, som leder natrium ind i cellen.

Hvis indstrømning af natrium er stor nok, dvs. hvis nervecellen stimuleres i tilstrækkelig grad, så ændrer membranpotentialet sig og ved en spændingsforskel på omkring +40 mV (millivolt) opstår der et såkaldt aktionspotentiale, der betyder, at nervecellen nu er tilstrækkeligt stimuleret til at kunne gå i ’aktion’ og sende en kemisk nerveimpuls videre til en anden nervecelle.

Hvis nervecellens ikke stimuleres tilstrækkeligt, overskrides dens elektriske tærskelværdi ikke, og der sker derfor heller intet. Der frisættes altså ingen signalstoffer, og der sker heller ingen informationsudveksling i hjernen.

Der er således tale om en “alt eller intet proces” eller “tænd/sluk” respons, der helt og holdent afhænger af mængden af stimuli og nervecellens spændingspotentiale. Først når en nervecelle stimuleres tilstrækkeligt til at dens elektriske tærskelværdi overskrides, udløses en frisætning af signalstoffer.

Når mange neuroner arbejder sammen, svinger hjernebølgerne på samme måde synkront, og det skaber tætte neurale strukturer, der forbedrer transporten af information mellem de forskellige områder i hjernen. Heraf talemåden ’what fires together, wires together’.

Den ensartede eller synkrone aktivitet gør det elektriske signal kraftigere og dermed muligt at opfange med EEG.